Nyhedsbrev om Producentansvar

Krav til emballager der skal efterleves fra 12. august 2026

18. maj 2026
I dette nyhedsbrev sætter vi primært fokus på krav til emballage, som træder i kraft pr. 12. august 2026. Kravene er en del af Emballageforordningen, som indfases løbende frem mod 2030. Kravene der skal efterleves fra d. 12 august 2026 vedrører indholdsstoffer i emballager og producentansvar for emballage.
 
Nyhedsbrevet er opdelt i to hovedtemaer. Tema 1 handler om nye maksimumgrænser for visse indholdsstoffer i emballager og krav om overensstemmelseserklæringer. Tema 2 handler om ændringer i definitioner vedrørende producentansvar for emballage
 
Derudover kan du læse om:
  • Genbrugsemballage, herunder eksempler på hvilke mængder der skal indberettes inden d. 1. juni 2026.
  • Undersøgelse der skal kortlægge prisen for oprydning af engangsplast.
Miljøstyrelsen vil orientere om kravene i Emballageforordningen i fremtidige nyhedsbreve og på Miljøstyrelsens hjemmeside, hvor der nu er oprettet en temaside om miljøkrav til emballage. Den bliver udbygget løbende – med særligt blik for, hvad virksomhederne har brug for af vejledning. Du kan også gå direkte til EU's vejledning om Emballageforordningen - EU har udgivet en Guide og en FAQ.
 
Miljøstyrelsen forbereder et webinar om Emballageforordningen, og vil snarest muligt udsende en invitation til dette.
 

Flere fremtidige krav til emballage der rækker ud over producentansvaret

Emballageforordningen indeholder en række nye krav til emballage, som løbende vil træde i kraft frem mod 2030. Det drejer sig fx om grænseværdier for uønskede stoffer, krav om at en andel af transportemballager skal være genbrugsemballager, og krav om at emballager skal designes, så materialerne kan genanvendes. 
 
Maximum indhold af tungmetaller og PFAS krav gælder fra 12. august 2026
Alle markedsførte emballager skal overholde grænseværdier for specifikke tungmetaller. Emballager bestemt til kontakt med fødevarer skal derudover overholde grænseværdier for PFAS. I Danmark er der allerede et forbud mod PFAS i pap og papiremballager bestemt til kontakt med fødevarer, men fødevareemballager af andre materialer skal fremover også leve op til kravene. PFAS-grænserne gælder ikke kun for det lag af emballagen, der er i kontakt med fødevaren.
 
Du kan finde mere uddybende information om PFAS kravene i EUs Guide og FAQ.
 
Krav om overensstemmelseserklæring for alle emballager fra 12. august 2026
Alle emballager skal have en overensstemmelseserklæring, der dokumenterer, at emballagen er i overensstemmelse med de relevante krav i emballageforordningen fx PFAS grænserne. Overensstemmelseserklæringen skal entydigt identificere den emballage den er gældende for. Dette kan gøres med identifikationsnumre, fx serie-, type-, eller batchnummer. Overensstemmelseserklæringen skal også nævne de standarder, fælles specifikationer eller andre tekniske specifikationer, der erklæres overensstemmelse med. En skabelon til overensstemmelseserklæringen findes i emballageforordningens bilag VIII, og den bagvedliggende procedure for overensstemmelsesvurdering findes i bilag VII.
 
Krav om identifikationsnummer på alle emballager fra 12. august 2026
Emballager skal have et identifikationsnummer, fx et type-, batch- eller serienummer, med henblik på at sikre sporbarhed mellem overensstemmelseserklæring og emballage. Hvis der udarbejdes flere overensstemmelseserklæringer for et emballeret produkt – for eksempel for både tandpastatuben og en eventuel papemballage – skal både tube og papæske bære et identifikationsnummer. Hvis der laves en samlet overensstemmelseserklæring for tube og papæske, er det tilstrækkeligt at påføre identifikationsnummer på enten tube eller papæske.
 
Alle virksomheder har et ansvar, og skal sikre at deres emballager lever op til forordningens krav fx PFAS indhold.
Alle erhvervsdrivende i en emballages værdikæde, fra produktion til salgsaktør eller distributør, har et ansvar for kun at bringe emballage i omsætning, der lever op til de nye krav. Hvilket ansvar den enkelte virksomhed har, afhænger af virksomhedens rolle i emballagens vej til markedet. Virksomheder der fremstiller eller får fremstillet emballage skal udarbejde overensstemmelseserklæringer. Virksomheder der videre tilgængeliggør emballage eller emballerede produkter, som de har købt af andre virksomheder, skal sikre at de virksomheder, de har indkøbt emballagen hos, har en overensstemmelseserklæring. Hvis man importerer en emballage fra et land uden for EU og markedsfører denne, har man også ansvar for, at der udarbejdes en overensstemmelseserklæring.
 
Husk! Det er vigtigt at være opmærksom på, at der kan være forskel på hos hvilken virksomhed ansvaret placeres, når det handler om producentansvar og emballageforordningens øvrige krav.
 

Emballageforordningen medfører justeringer af danske regler om producentansvar

I dag regulerer emballagebekendtgørelsen hos hvilke virksomheder producentansvaret placeres. Emballageforordningen harmoniserer producentansvarets definitioner, så de bliver ens i alle EU-lande.
 
Miljøstyrelsen orienterer om 2 ændringer i definitioner som følge af emballageforordningen, nemlig ’udpakker’ reglen og definitionen af slutbruger. Der orienteres også om en præciseret forståelse vedrørende salgs- og multipakemballage. Multipakemballage er emballage som rummer et antal salgsemballager på et salgssted. Det kan fx være de papbakker som kødpålæg står samlet i på hylderne eller et papsvøb der samler 3 dåser med tun.
 
Emballageforordningens definitioner af hos hvilken virksomhed producentansvaret placeres, træder i kraft om 3 måneder. Det kan have betydning for de 2026 emballagemængder, som din virksomhed skal indberette i DPAs producentansvarsregister mellem 1. januar og d. 31. maj 2027. Typisk vil en kollektivordning foretage denne indberetning for din virksomhed.
 
Ændringer i placering af producentansvar på baggrund af 'udpakker reglen'
Danske virksomheder får ansvar for importeret emballage som ikke kommer ud til slutbruger
 
Danske virksomheder der videre tilgængeliggør importerede produkter, i Danmark eller andre lande, vil som noget nyt fra 12. august 2026, få ansvar for eventuel transportemballage eller anden emballage, som de udpakker i deres virksomhed. Sagt med andre ord medfører ændringen, at ansvar for importeret emballage, som ikke kommer med ud til en slutbruger i Danmark eller andre lande, nu vil ligge hos virksomheden der har importeret de emballerede produkter.
 
De nuværende danske regler, som gælder indtil 12. august 2026, placerer producentansvaret for den udpakkede emballage hos de udenlandske leverandører. Årsagen til at ansvaret flytter til de danske virksomheder er en tilføjelse til emballageforordningen producentdefinition, som ikke findes i de eksisterende danske regler.
 
Ingen ændring i regler når de danske virksomheder der importerer selv er slutbrugere
Når det gælder importerede produkter, hvor en dansk virksomhed selv er slutbruger af produkterne, er der ingen ændring i reglerne. Her vil producentansvaret stadig ligge hos den udenlandske virksomhed, som har tilgængeliggjort emballerede produkter direkte til en dansk slutbruger.
 
Konsekvenser af ’udpakker reglen’
Tilføjelsen af ’udpakker’ definitionen betyder, at virksomheder fra d. 12. august 2026 skal opgøre emballagemængder ud fra ændrede principper. Helt overordnet betyder ’udpakker’ reglen at færre udenlandske virksomheder har producentansvar i Danmark. ’Udpakker’ definition betyder også, at danske virksomheder der eksporterer til EU virksomheder, som videre tilgængeliggør de danske varer, ikke har producentansvar i disse EU-lande. Danske virksomheder vil som udgangspunkt kun have producentansvar i andre EU-lande, hvis de tilgængeliggør direkte til slutbrugere i EU. En slutbruger kan både være privat eller en virksomhed.
 
Et eksempel på ’udpakker reglens’ betydning
En dansk detail butik importerer 2 liters dunke med olivenolie fra en græsk leverandør. Dunkene leveres i papkasser der står på en engangspalle. De 2 liters dunke pakkes ud og sættes i butikken, papkasser og palle bliver til affald hos butikken.
 
Placering af producentansvar til og med 11. august 2026.
Paller og papkasser: Græsk leverandør
2 liters dunke: Detail butik
 
Placering af producentansvar efter 12. august 2026.
Paller og papkasser: Detail butik
2 liters dunke: Detail butik
 
Før den 12. august har den græske leverandør producentansvaret for paller og papkasser, fordi den græske leverandør tilgængeliggør emballage direkte til en dansk slutbruger (=detail butikken)
 
Efter den 12. august har detail butikken producentansvaret for paller og papkasser, fordi butikken udpakker emballerede produkter og ikke er slutbrugere af produkterne (= de 2 liters dunke).
 
Detail butikken vil have producentansvar for en større mængde af emballage fra den 12. august. Det kræver, at butikken er nødt til at opgøre de mængder af emballage, som butikken er ansvarlig for, på forskellige måder før og efter den 12. august 2026. Selve indberetning til kollektivordninger og DPA er uforandret. Virksomheder skal blot være opmærksomme på at oplyse de korrekte mængder af emballage, som de har ansvar for.
 
Opgørelse af emballage ansvar for året 2026 skal deles i 2 perioder
Virksomheder der får ansvar for nye emballagemængder på grund af ’udpakker reglen’ skal opgøre deres mængder ud fra af Emballagebekendtgørelsens definitioner til og med d. 11. august 2026. Fra d. 12. august 2026 skal virksomheder opgøre deres mængder ud fra Emballageforordningens definitioner. Det betyder, at når det handler om ’udpakket emballage’ skifter princippet for hos hvilken virksomhed producentansvaret placeres godt 8 måneder henne i 2026 indberetningsåret. De opgjorte 2026 mængder skal som hidtil indberettes inden 1. juni 2027.
 
Virksomheder der er påvirket af ændringen skal opdele deres 2026 opgørelser af emballagemængder, som de har producentansvar for, i to perioder:
 
Første periode:
1. januar til og med 11. august 2026
(mængder skal opgøres efter Emballagebekendtgørelsens producentdefinition)
 
Anden periode:
12. august til og med 31. december 2026
(mængder skal opgøres efter Emballageforordningens producentdefinition)
 
Definition af slutbruger ændres fra slutbruger af 'emballage' til slutbruger af 'produktet inde i en emballage'
Emballagebekendtgørelsen definerer, at det er det sidste led i værdikæden, som modtager emballage. Forordningen definerer, at en slutbruger er det sidst led i værdikæden som modtager produktet, der er inde i emballagen. Slutbrugeren kan fx være en privat person der modtager et par sko i en skoæske, eller en pizzafabrik som modtager en sæk med krydderier til deres produktion af deres frosne pizzaer. Forordningens slutbruger definition er medvirkende til, at producentansvaret for emballage der udpakkes inden det når en slutbruger, tilfalder den virksomhed der udpakker emballage.
 
Placering af producentansvar for salgs/multipak
Vedrørende salgs- og multipakemballage placerer Emballageforordningens guide producentansvaret hos den virksomhed, der påfylder eller får påfyldt de tomme salgs- og multipakemballager. Forordningens guide tydeliggør ansvarsplaceringen når det handler om salgs- og multipak-emballage. Ansvarsplaceringen er uafhængig af om der er navn eller varemærke på emballagerne. Forordningens fortolkning flytter ikke placeringen af producentansvar i forhold til de gældende danske regler. Forordningens guide giver dog anledning til at opdatere Miljøstyrelsen vejledning vedrørende salgsemballager og principperne omkring placering af ansvar hos den virksomheder som samler emballageelementer til en egentlig emballage.
 
Vejledning fra EU
EU har foreløbig udgivet to vejledninger (Guide og FAQ) og har mere vejledning på vej, som dog først forventes at udkomme efter den 12. august. Miljøstyrelsen vil orientere via nyhedsbreve såfremt der sker yderligere ændringer i forhold til i dag. 
 

Øvrig information

 
Frist for indberetning af 2025 mængder vedrørende genbrugsemballage nærmer sig
I 2026 skal virksomheder for første gang indberette mængder af tilgængeliggjorte genbrugsemballager og mængder af udtjente genbrugsemballager som er tilbagetaget. Det betyder at virksomheder med producentansvar for genbrugsemballage inden den 1. juni 2026 skal indberette:
 
1. Mængder af genbrugsemballage som er tilgængeliggjort første 1. gang i 2025.
2. Mængder af udtjente genbrugsemballager som er tilbagetaget i 2025.
 
Selvom der passerer genbrugsemballager gennem din virksomhed, er det ikke sikkert, at din virksomhed har producentansvar for disse genbrugsemballager. Som udgangspunkt har danske virksomheder kun producentansvar for genbrugsemballager i disse tilfælde:
 
a) Hvis din virksomhed 1. gang tilfører ny fremstillede genbrugsemballager til cirkulationen i Danmark.
b) Hvis din virksomhed importerer genbrugsemballager og videre tilgængeliggør disse i Danmark. (det gælder både tomme genbrugsemballager eller genbrugsemballage med varer)
 
Din virksomhed har ikke producentansvar for genbrugsemballage hvis:
 
c) Din virksomhed modtager genbrugsemballage med eller uden varer i eller på fra danske leverandører.
d) Hvis du importer genbrugsemballage og udelukkende tilgængeliggør den uden for Danmark.
 
Husk! Virksomheder med producentansvar for genbrugsemballager har pligt til at organisere hvordan udtjente genbrugsemballager bliver tilbagetaget og affaldshåndteret.
 
 
Prisen for oprydning af engangsplast skal kortlægges
EU’s engangsplastdirektiv medfører en række forpligtelser for virksomheder, der markedsfører en eller flere af otte forskellige typer engangsplastprodukter*. En af forpligtigelserne er, at virksomheder har ansvar for oprydning af deres respektive produkter. Dette indebærer, at virksomhederne skal bidrage økonomisk til de offentlige renholdsomkostninger forbundet med indsamling og oprydning svarende til den andel, som deres produkter udgør af den samlede renholdsopgave.
 
Oprydningen foretages af Kommunerne, Vejdirektoratet og Naturstyrelsen, og deres udgifter til renhold samt fordelingen på de forskellige engangsplastprodukter afdækkes i en såkaldt renholds- og omkostningsanalyse. Denne analyse skal udarbejdes hvert tredje år. Den seneste renholds- og omkostningsanalyse blev udarbejdet i 2023. Miljøstyrelsen har igangsat processen med at få udarbejdet en ny renholds- og omkostningsanalyse, som skal afdække mængden af henkastede engangsplastprodukter og de omkostninger, som kommunerne og staten har i forbindelse med oprydningen af produkterne.
 
Analysen forventes at udkomme i 1. kvartal 2027, og det omkostningsniveau, der afdækkes i analysen, pris- og lønfremskrives og indarbejdes i gebyret vedr. oprydningsansvaret for engangsplastprodukter fra 2028 og til og med 2030.
 
Når den nye renholds- og omkostningsanalyse ligger klar i begyndelsen af 2027, vil Miljøstyrelsen fortælle nærmere om analysens resultater.
 
* Fødevarebeholdere, indpakningsposer og -folier, drikkevarebeholdere, drikkebægre, letvægtsplastbæreposer, vådservietter, balloner og filtre til tobaksvarer.
 
Tryk her, hvis du ikke allerede er abonnent, og gerne vil have fremtidige nyheder
                
Miljøstyrelsen opbevarer din mailadresse til brug for udsendelse af nyheder/annoncer
og den bliver hverken videregivet til andre eller brugt til andre formål.
Læs mere om Miljøstyrelsens persondatapolitik · Klik her for at framelde dig